Hvordan mennesker har brugt alkohol som medicin gennem historien

 

At drikke for nogens helbred er en praksis, der går tilbage til oldtiden. Og selvom det i dag er en symbolsk, traditionel gestus, var der en tid, hvor alkohol blev brugt til at fremme helbredet og endda helbrede sygdomme. Egyptiske og romerske civilisationer udtræk medicinske urter i deres vin, og vand blev ofte tilsat alkohol for at dræbe skadelige bakterier.  

Selvfølgelig gør moderne teknologi det muligt at rense vores vand uden at blive småberuset hele dagen – en forbedring, der har hjulpet os med at undgå alkoholens farer. Men sådan har det ikke altid været. Historien viser, at læger, filosoffer og forfattere ofte sværgede til alkoholbaserede eliksirer til at kurere forskellige lidelser.

Dette er en historisk gennemgang af, hvordan alkohol er blevet brugt som medicin gennem tiderne, og hvordan vores opfattelse har udviklet sig i takt med, at vi har lært mere om alkohol og helbred. I dag ved vi, at moderation er nøglen. Lad os se, hvordan vi kom hertil.

Alkohol som medicin: En historisk gennemgang

Hippokrates’ ærme

Hippokrates havde en berømt opskrift på at kurere tarmorme. Hans opskrift, kaldet Hippocraticum Vinum, udtrak kanel, ingefær og andre lokale urter i vermouth. Denne eliksir blev brugt til at fremme fordøjelsen og berolige maven. Men at udtrække urter i vin var ikke unikt for Hippokrates – det blev gjort over hele verden. Faktisk henviser navnet på Hippokrates’ særlige blanding ikke til selve opskriften, men til det redskab han brugte til at si krydderierne: Hippokrates’ ærme.

I dag bruges ingefær stadig som fordøjelseshjælp. Videnskabeligt bevis viser, at ingefær stimulerer fordøjelsessystemet og øger spytproduktionen. Nogle studier antyder endda, at det kan lindre kvalme under graviditet.

Men vin? Ikke rigtig.

Medicinsk alkohol i England

Især i England blev alkohol brugt som medicin. I 1683 sagde Robert Bacon, en engelsk filosof og forfatter med fokus på alkymi og medicin, noget berømt om vin – og tilføjede også en advarsel. Han sagde, at vin kunne “bevare maven, styrke den naturlige varme, hjælpe fordøjelsen, beskytte kroppen mod forrådnelse og omdanne føden til blod.” Det må siges at være en god anmeldelse af vin.

Men allerede i det 17. århundrede erkendte Bacon, at mådehold var afgørende, når det kom til vin. Hvis man overgjorde det, kunne det være farligt. Han sagde, at det “formørker forstanden, påvirker hjernen dårligt,” og nævnte rystelser som en uønsket bivirkning.

Ginens opfindelse

Gin blev oprindeligt skabt som medicin. I det 16. århundrede begyndte hollænderne at lave genever – en maltvinsbaseret spiritus. De tilsatte enebær for at gøre medicinen mere drikkelig.

Enebærs medicinske egenskaber var ingen hemmelighed. Den græske læge Pedanius Dioscorides dokumenterede sin brug af vinudtrukne enebær så tidligt som år 70 e.Kr. Italienske munke var også kendt for at tilsætte enebær til deres vin. Over hele verden blev det brugt mod feber og forskellige sygdomme.

I dag er gin en rekreativ spiritus kendt for sin klassiske enebærduft. Mange ginner inkluderer et bredt udvalg af botaniske ingredienser og krydderier.

Absint

Ligesom gin har absint sin oprindelse i medicinen. I 1792 skabte en fransk læge bosiddende i Schweiz absint som en medicin. Det blev anset for at kunne behandle epilepsi, gigt, hovedpine, nyresten, kolik og endda indvoldsorme. Hovedingrediensen i absint er malurt – en medicinsk urt, som både grækere og egyptere brugte mod menstruationssmerter og feber.

Men der er en hage: malurt forårsager også hallucinationer, hvis man drikker for meget. Disse effekter skyldes et stof kaldet thujon, som også menes at kunne åbne folks spirituelle bevidsthed. Måske er det derfor, absint stadig drikkes ritualistisk – med en særlig ske, sukker og langsom opskænkning.

Legenden siger, at absint ødelagde sindet hos både Van Gogh og Ernest Hemingway – så vi anbefaler ikke at bruge det som tonic.

Pestens tid

Den sorte død var forfærdelig at leve igennem. Medicinen kunne ikke følge med, men mange læger fandt måder at lindre smerten på. En alkoholisk drik med morfin blev brugt til at bedøve lidelserne.

“Plague water” blev navnet på de urteudtrukne alkoholiske drikke, som middelalderens læger anbefalede mod pest. Man troede dengang, at pest skyldtes “miasma” – dårlig lugt i luften. Urterne i alkoholen skulle korrigere denne ubalance.

Urterne varierede – fra malurt til bynke, valnødder og enebær. Nogle havde sidenhen vist sig at være skadelige. F.eks. blev der brugt pennyroyal, som kan give leverskade.

Fernet mod kolera

Bernardino Branca, en selvlært urtekyndig i Milano, anbefalede Fernet Branca – en amaro – som kur mod asiatisk kolera. Fernet blev også markedsført som hjælp mod menstruationssmerter. Da forbudstiden sluttede i USA, blev det solgt på apoteker som medicin.

I dag ved vi, at der ikke er videnskabeligt belæg for det. Men vi nyder det stadig for dets mange bitre og aromatiske urter – heriblandt kinesisk rabarber, angelikarod og endda chokolade. Opskriften er dog stadig en af branchens bedst bevarede hemmeligheder.

Slangevin

Man kan stadig finde slangevin på gaderne i Taiwan – og fordelene ved den stammer fra traditionel kinesisk medicin. Eliksiren blev skabt i Kina under den vestlige Zhou-dynasti ved at lægge hele slanger i risvin eller kornalkohol.

Slangevin blev betragtet som styrkende og havde både åndelige og fysiske egenskaber. Nærsynethed, hårtab og libido blev behandlet med slangevin, og slangens essens skulle give åndelige fordele.

Interessant nok bliver slangens giftstoffer normalt inaktive under udtrækningsprocessen, så det er næsten altid sikkert at drikke. Næsten er nøgleordet.

Forbuds-recepten

Under forbudstiden var der én lovlig måde at få alkohol på: din læge kunne udskrive en recept på whisky eller brandy. Det var acceptabelt at behandle kræft, fordøjelsesbesvær, depression og mange andre lidelser med spiritus.

Cirka 15.000 læger ansøgte om tilladelser til at ordinere alkohol. Mange gjorde det til en god forretning og blev portvagter for den eftertragtede spiritus mellem 1920 og 1933.

Om det blev brugt medicinsk eller ej – staten anerkendte alkohol udskrevet af læger.

Hvordan alkohol blev rekreativt.

Festlighederne måtte ende på et tidspunkt. Udviklingen af videnskabelig medicin i 1900-tallet ændrede vores syn på alkohol. I 1916 blev whisky og brandy fjernet fra den officielle amerikanske lægeliste The Pharmacopeia of the United States of America.

I USA og Europa krævede industrialiseringen mere effektivitet og mindre beruselse på arbejdspladsen. Det var farligt og skadeligt for produktiviteten.

Alkohol begyndte at få et nyt ry – som kilde til vold, fattigdom, kriminalitet og afhængighed. Allerede i 1725 rapporterede Royal College of Physicians om alkoholens bivirkninger, og i 1800-tallet begyndte Storbritannien at begrænse forbruget.

Hvordan vi ser alkohol i dag.

I dag har vi en mere nuanceret forståelse af, hvad alkohol gør ved krop og sind. For mange mennesker kan det føre til farlig afhængighed. Men for dem, der kan moderere, er det almindelig og acceptabel adfærd.

Alligevel har videnskaben vist, at alkohol kan gøre alvorlig skade på kroppen og bestemt ikke er en holdbar form for medicin. For meget alkohol kan føre til hjertesygdomme, leversygdomme, kræft, betændelse i bugspytkirtlen, svækket immunforsvar – og det kan påvirke hjernen. Som med alt andet er mådehold nøglen.

Leder du efter noget at nippe til med omtanke? Se vores udvalg af naturvine lavet økologisk med minimale sulfitter.